Limfjordsbanens vogn AHJ Dc 72

Restaureringen af vognen benævnt AHJ Dc 72 blev startet i 1993.

Vognen vil være en kærkommen supplement til de toakslede personvogne der anvendes ved Limfjordsbanen (LFB).

Vognen er en kombineret person og postvogn af typen med lukket sidegang forbi postdelen, og med åbne endeperronner. Vognen blev den 18. maj 1916 afleveret til Aalborg-Hadsund Jernbane (AHJ) som nr. D 145 fra vognfabrikken Scandia i Randers.
Vognen blev i 1952 ombygget og moderniseret ved Aalborg Privatbaner (APB) til den nuværende indretning. Efter APB's lukning i 1969 blev vognen "reddet", og havnede af omveje hos MHVJ.
LFB modtog vognen i 1993 fra MHVJ, hvor den i næsten 22 år, blev benyttet som stationskontor og kiosk i Handest.
De mange år i Handest var ikke gået sporløst hen over vognen, så det var en stor opgave LFB kastede sig ud i da det blev besluttet at restaurere denne vogn. Vognen er særlig interessant for LFB på grund af sin Aalborg fortid.

LFB fik hjælp fra Teknisk Skole i Hjørring der havde behov for et øvelsesobjekt til unge træfolk under uddannelse, så vognkassen blev kørt til Hjørring.
Her blev vognkassen totalt skilt af, og alt dårligt træværk i stativet blev udskiftet med nye egetræsstolper.
Vognen var ved modtagelsen hos LFB beklædt med rødmalet teaktræslister, der med årerne blevet slebet papirtynde.
Med teknisk skoles mellemkomst blev det besluttet at fremstille ny beklædning i Merbau, en hård træsort i stil med teak.
Teknisk Skole i Hjørring har desuden fremstillet nye træsæder til vognen efter model lånt hos KLK i Lunderskov der har en Aalborgvogn i drift.

Vognkassen er nu tilbage i Aalborg og venter på at blive malet indvendigt i de rigtige farvekombinationer, som findes i vor FFJ Dae 21 vogn (ej i drift).
Vognens er delvist indrettet og når vognen igen kommer i drift vil denne del af vognen være der hvor vort personale holder til.

Af store arbejder udestår der nu at få lavet endeperronerne, samt at få samlet undervognen med sit bremseudstyr igen.

Der arbejdes i øjeblikket ikke på vognen.

Lidt tekniske data:
Scania byggenummer   1383              Hjuldiameter    984 mm
Maks hastighed       60 km/h           Lejer           Glidelejer
Længde over puffer   13004 mm          Siddepladser    24
Aksel afstand        7200 mm           Toilet          Ja
Bremse               G 10 t, P 12 t    Belysning       El
Styreventil          E                 Vognvægt        16,5 t
Håndbremse           Skruebremse       Last i pakrum   4 t