Limfjordsbanens tre dieselelektriske lokomotiver og 3 personvogne stod efter stormens hærgen tilbage midt i de sørgelige rester af store dele af den 100 år gamle remise. Uvejret rev remisetaget af og dermed faldt mure og de store porte ind over lokomotiver og vogne. Hvor materiellet for blot få uger siden kørte de traditionelle juletræsdamptog, stod det nu i en ruin af murbrokker og splintrede trækonstruktioner.
Da mørket gjorde yderligere oprydningsarbejder umuligt, kunne man se tilbage på en hård dags arbejde. Arbejdet med at begrænse skaderne og gøre området sikkert havde de første fremmødte påbegyndt straks fra lysets frembrud søndag morgen. Men mest af alt var det dog usikkerheden om den gamle remises fremtid der trak bekymrede rynker i panderne.
De materielle skader på det rullende materiel synes umiddelbart at begrænse sig til forholdsvis små kosmetiske skader. Ved et lykketræf er mursøjlerne faldet forholdsvis parallelt med køretøjerne og dermed ikke direkte over lokomotiver og vogne.
|
|
Taget var af stormens enorme kræfter blevet løftet op og kastet til jorden på arealerne bag bygningen, hvor det spærrede for trafikken på sti og vej bag remisen. Hele søndagen blev der derfor arbejdet på at få den store løsrevne tagkonstruktion opbrudt og fjernet, således der atter kan køres på vejen og ”kanalstien” bag det store remisekompleks på Hjulmagervej. Heldigvis kom ingen til skade ved uvejrets hærgen over remisen.
Stormen ødelagde 6 ud af de 11 remisespor der rummer det køreklare materiel. Remisen har i alt 18 spor, men de resterende 7 kan ikke bruges til henstilling af driftsmateriel på grund af "sporets tilstand". En stor del af banens driftsmateriel står derfor "hjemløse" efter stormens hærgen.
Lokomotiverne SB M5, HP 14, SB M6 og vognene AHJ Dc72, OMB B4 samt SB B11 står alle i den stormhærgede del af remisen.
En endelig afklaring af køretøjernes stand kan dog først finde sted når hele området er ryddet. Det er endnu uvis, hvornår dette vil ske.
De øvrige dele af remisen er heldigvis gået fri af yderligere skader
Læs mere om remisens fremtid på de øvrige nyhessider.
|