Nyhedsmail fra april 2010


FFJ nr. 34

Nyt røgkammer er prøvemonteret på maskinen. Det passer og skal nu nittes sammen med kedlen.


Det går fremad med montering af de nye støttebolte. Næsten alle bolte på de to sider er nu skifte.

HV 3 kører tilbage til Mariager
HV 3 kører den 29. april tilbage til Mariager efter at have overvintret i remisen i Aalborg. Toget kommer til at bestå af Ml 5206, HV3 og tre personvogne fra Limfjordsbanen, som MHVJ skal låne i forbindelse med 40 års jubilæet. Toget kører fra Aalborg kl. 21.40.

Den 1. maj kl. 20.38 kører Ml 5206, de tre vogne og en trolje (141) som vi har fået fra Mariager til Aalborg sammen med materieltoget.


HV 3 ved remisen i efterårsferien.
AbMJ fejrer 25 års jubilæum
Aalborg Modeljernbane, spor O (1:45) fejrer 25 års jubilæum med åbent hus lørdag den 8. maj kl. 13 til 17.30 i klublokalerne Tornhøjvej 8 i Aalborg øst.

Hele indbydelsen kan hentes på AbMJ's hjemmeside
        Limfjordsbanens generalforsamling
Den 24. marts afholdtes generalforsamling i banen. Fra formandens beretning er her et udpluk: Sommerens kørsler var planlagt med onsdagskørsler, som skulle foregå med Triangelvogne, lånt fra MHVJ, samt dieseltog om søndagen. Desværre var der en hos Banedanmark, der ikke fik trykket på de rigtige knapper til sporskiftet i Fårup, så Trianglerne måtte blive i Mariager. Derfor måtte ”marcipanbrødet” også træde til på onsdage.

P.g.a. lokoførermangel, måtte nogle tog aflyses og sammen med svage passagertal, må sommerens kørsler betegnes som ikke tilfredsstillende. Til efterårets og julens kørsler, lånte vi damplokomotivet HV 3 hos MHVJ. Det gav flot omtale og flotte passagertal.

Stamsporet er solgt til Aalborg Havn og papirerne hertil er på vej til underskrift. Der er stadig restriktioner med lav hastighed og overkørsler, der ikke virker.

Området hvor godsbaneområdet ligger i Aalborg er ved at blive solgt og det ser ud til at vi stadig via et hjørne på godsbaneområdet kan have sporforbindelse til de lange spor.

Der arbejdes stadig på Nr. 34, røgkammeret skal prøves en af dagene. Vognene er blevet lakeret med et godt resultat, som også var påkrævet.

I januar var bestyrelsen i Mariager, hvor vi havde et godt møde med MHVJ for bl.a. at aftale samarbejdsprocedurer omkring lån af materiel og personale.

Jernbanens Assistanceklub er lukket og vi er blevet tilgodeset med et pænt beløb.

Planer for fremtiden:
Køreplanen til sommer indeholder kørsel på 3 onsdage i juli, samt søndagskørsel og marcipanbrødet vil være trækkraft. Til efteråret og julens kørsler, har vi aftale med MHVJ om lån af damplokomotivet HV 3. Vi har fra Mariager fået en trolje (141), som kommer til Aalborg med materieltog d. 1. maj. Den er ikke selvkørende mere, men vi vil bruge den sammen med klædeskabet, så vi har krandækning, hvor der ligger spor. Så undgår vi kørsel med traktor henover sporene.

Der er planlagt kursus for togpersonale til foråret, men det store problem er førersituationen. Der skal oplæres nye og indtil da, må vi appellere til, at alle førere hjælper med nogle ture.
Arbejdslørdage og torsdage i 2010

Arbejdslørdage 2010
Anden lørdag i hver måned indtil sommerferien 8. maj, 5. juni.

Arbejdstorsdage 2010
Arbejds torsdage – første og tredje torsdag i hver måned indtil sommerferien:
15. april, 6. maj, 20. maj, 3. juni.

40 år med MHVJ 1970 - 2010
Fredag d. 30. april og lørdag den 1. maj 2010 fejrer MHVJ, at det er 40 år siden, det første ordinære tog rullede afsted på Mariager-Handest Veteranjernbane.

Fredag d. 30. april køres der jubilæumstog for indbudte gæster, og lørdag vil der være åbent for alle, der ønsker at tage del i fejringen.



Et af de første tog på MHVJ i 1970 - foto hentet fra MHVJ's hjemmeside.

Hele lørdagen den 1. maj - fra 9.00 til 17.00 - vil der være kørsel i tilnærmet timedrift med både damp- og motortog i forskellige oprangeringer mellem Mariager og Handest.

I Mariager afholder Mariager Remisekomite ”jernbaneloppemarked”, og der vil være adgang til at kigge indenfor i banens værksted. På stationen udstilles ældre ”gummihjulskøretøjer”, og Randers Jernbaneorkester kommer og underholder.

Læs mere om arrangementet her: http://www.jernbaner.dk/MHVJ40aar.aspx

Billeder i infomails skyldes Finn Madsen og andre. Næste nyhedsmail kommer medio maj 2010.
    Nyhedsbrev udsendt af: Finn Madsen