Den 1. juni 2003 afholder DJK en spændende udflugt på Lolland. På dagen vil en stor del af Lollandsbanens diesellokomotiver blive luftet, og der vil blive mulighed for at deltage i Museumsbanens store "Dieseltræf", hvor Museumsbanen vil fremvise en del af DJK’s ældste motormateriel.
Vi mødes i Nykøbing F kl. 11.00 (regionaltog fra København H afg. 9.04 ankommer 10.55). Herefter køres med særtog til Maribo. Særtoget bliver oprangeret af et Y-tog med styrevogn, hvilket ikke er helt almindeligt på Lollandsbanen nu til dags (efter anskaffelsen af IC2-tog køres ofte med motorvogn i begge ender i ordinære tog). Særtoget vil efter en række fotostop ankomme til Maribo ca. 11.45.
I Maribo afholder Museumsbanen "Dieseltræf", hvor en lang række af DJK’s og Lollandsbanens dieselmateriel vil være udstillet – lige fra det over 80 år gamle DEVA-lokomotiv LJ M 1 til Lollandsbanens mere moderne GM-lokomotiver. Der vil endvidere være mulighed for at købe forfriskninger under opholdet i Maribo.
Ved 14-tiden køres med særtog videre til Nakskov. Særtoget oprangeres, så der kan fås billeder af et naturtro godstog med „marcipanbrødet“ LJ M 32.
Særtoget ankommer til Nakskov ved 15.30-tiden. Herefter bliver der havnerangering i Nakskov med både Köf-traktor og det særprægede rangerlokomotiv LJ M 14 (diesellokomotiv af "nærmest-værnemagtstype", har tidligere kørt på Troldhedebanen). Vi kommer rundt til en lang række af de interessante industrimiljøer, der findes på Nakskov Havn.
Ved 19-tiden afsluttes havnerangeringen, hvorefter udflugten afsluttes.
|
|
Bemærk, at udflugten således tager udgangspunkt i Nykøbing F, mens den afsluttes i Nakskov. Klokken 19.25 – kort efter udflugtens afslutning – afgår der gennemgående tog fra Nakskov til København H.
Benyt denne enestående lejlighed til at opleve en stor del af Lollandsbanens interessante diesellokomotiver i aktion – herunder det tre-akslede lokomotiv LJ M 14 og „marcipanbrødet“ LJ M 32 med godstog.
Deltagergebyret er kr. 165,- pr. person.
Tilmelding sker ved senest den 15. maj 2003 at indbetale deltagergebyret på girokonto 811 1006, DJK udflugt, Kalvebod Brygge 40, 1560 København V. Husk at anføre tydeligt afsendernavn og -adresse. Prisen inkluderer kørsel med særtog Nykøbing F-Maribo, deltagelse i Museumsbanens dieseldag kl. 12.00-13.45, kørsel med særtog Maribo-Nakskov og deltagelse i havnerangering i Nakskov.
Vel mødt til udflugt på Lolland!
DJK udflugt
LJ M 11 afhenter vogne på OTA-fabrikken på Nakskov Havn den 1. maj 1995.
Noget lignende kan man opleve på udflugten den 1. juni 2003, dog med LJ M 14 eller Köf-traktor.
|